Spring til indhold

Ny billedskolelærer inspirerer til 'væsner og fantastiske steder'

Elever i billedkunst udforsker 'Væsner og fantastiske steder' sammen med billedskolens nyeste underviser: Isabella Sajin-Henningsen.

Billedskolen har dette skoleår været så heldige at kunne byde velkommen til Isabella Sajin-Henningsen. Derfor har billedkunstelever i alderen 7-9 år haft glæden af at forme deres egne væsner om onsdagen på Kulturcenter Mantzius. 

Børnene har fået kyndig vejledning af Isabella, som selv er specialiseret i netop væsner og skulpturer, blandt andet gennem sin uddannelse på Kunstakademiet i Oslo. 

Hvad er et væsen?

Og hvad er et væsen så? Ja, det har billedskoleeleverne talt om og udforsket sammen med Isabella. Som man kan se på billederne nederst på siden, er der mange forskellige bud: Snemænd, levende øjne, og meget andet.

Børnene har først formet væsnerne af selvhærdende ler, som de efterfølgende har malet og givet liv med 'rulleøjne'. Derefter har eleverne lavet boliger til deres væsner. Det har de gjort ved at male og dekorere papkasser, som er blevet forvandet til alt fra skove til stuer og restauranter.

Inspiration fra egen kunst

Forløbet, børnene har fået lov til at opleve frem til efterårsferien, læner sig op ad Isabellas egen praksis. Når hun ikke underviser på billedskolen, laver hun nemlig selv skulpturer og væsner ud af papmaché, keramik og brugsgenstande, også kaldet 'readymades'. 

Du kan se Isabellas egen kunst på hendes to hjemmesider:

Klik her for at gå til Isabellas hjemmeside.​

Se mere af Isabellas kunst på Isabellas atelier her.​