Spring til indhold

Nærum Kulturdag – kreativitet, kultur og bevægelse for hele familien

Sommer i Rudersdal rimer på Nærum Kulturdag, og den er heldigvis lige om hjørnet.

Fredag den 16. juni inviterer lokale foreninger, butikker og borgere sammen med Rudersdal Museer, Rudersdal Bibliotekerne, Ung i Rudersdal og Rudersdal Kulturparaply til et program spækket med kreativitet, underholdning og bevægelse. 

Stomp, hulahop og koncert med Backbone

Kulturdagen begynder kl. 15.00 med Stomp-workshop. Mød op og spil på malerspande så rytmerne skaber gode vibrationer i hele Nærum. Alle kan være med, og du kan bare møde op. Kl. 16.00 er der opvisning med Rudersdal Bevægelsesakademi med efterfølgende hulahop- og vimpelworkshop. Kl. 16.30 og igen kl. 17.30 optræder Nilens juveler med dans, og også SNIK gymnastik inviterer til bevægelse. Det er kl. 17.00.

Kulturdagen kulminerer, når der er koncert med kultbandet Backbone på pladsen foran Gården i Nærum kl. 18.15 – 20.00.

Lokalhistorie, kreativitet og brandbil

Fra kl. 15.00 – 18.30 er der aktiviteter for hele familien bag og omkring biblioteket. Rudersdal Frivilligcenter, Nærum Kirke, Nærum Grundejerforening, Børnehuset Tudsen og Dansk-Syrisk Kulturforening inviterer til kreativitet og leg i deres boder. Du kan smage vilde smagsprøver hos KulNatur-foreningen Skodsborg, blive klogere på lokalhistorie med Rudersdal Museer og Historisk-Topografisk Selskab for Søllerødegnen og gå igennem en model af de røde porte hos De Røde Portes venner. Få også en snak med ejendomsmægler Regine Liljengreen, Nærum Lokalteater, Søkvist el-anlæg A/S og lad børnene prøve førersædet i Nordsjællands Brandvæsens flotte brandbil.

Mad, drikke og parkering

I løbet af dagen er der åbent hus med aktiviteter i Gården og på biblioteket. Sulten og tørsten kan stilles i Hegnsgårdens café og fra kl. 18.00 kan der købes nyristede pølser fra gasgrillen ved Gården.

Biblioteksalléen fra Skodsborgvej er afspærret fra kl. 12.00 – 20.00, og der er meget begrænsede parkeringsmuligheder. Da parkering ikke er tilladt på Skodsborgvej eller i rabatten på Skodsborgvej, opfordrer arrangørerne alle der kan til at tage cyklen eller bentøjet til Nærum Kulturdag.

Tid og sted:

Fredag den 16. juni kl. 15.00 – 20.00.

Biblioteksalléen og bibliotekshaven bag Nærum Bibliotek. 

Alle aktiviteter er gratis at deltage i.