Rudegaard får nyt foreningshus og nyt ungeliv

Kultur- og Fritidsudvalget har med input fra brugerne besluttet, hvordan det nye forenings- og ungehus ved Rudegaard Idrætsanlæg skal indrettes.

Det har længe ligget fast, at Holte Ungecenter flytter til den hvide bygning på Rudegaard Idrætsanlæg. Nu ligger det også helt fast at det gamle anneks skal rives ned og erstattes af et nyt, lyst foreningshus med fællesrum til foreningsaktiviteter.
 
Flytningen af Holte Ungecenter skal skabe et nyt fællesskab på tværs af unge, foreninger og kommunale aktører i nye, multifunktionelle rammer. 
 
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget Kristine Thrane (S) forklarer:
"Med et nyt foreningshus og en renoveret hovedbygning vil vi gerne skabe fornyelse og mere fleksibilitet, så faciliteterne bruges bedst muligt af vores unge brugere sammen med foreningernes mange medlemmer i dagligdagen". 
 

Brugerinvolvering og samarbejde med foreninger

Sideløbende med planlægning af byggeprojektet er der afholdt workshops med de foreninger, der har til huse på idrætsanlægget og som nu får nye naboer i form af Holte Ungecenter. 
 
Der har også været afholdt workshops med elever fra Skovlyskolen og Dronninggårdskolen om deres ideer, ønsker og forslag til et ungecenter på Rudegaard Idrætsanlæg.
 
"Vores intension er, at når vi ændrer og bygger nyt, så er det for fremtiden. Vi vil gerne skabe attraktive rammer for alle brugere, der kan give et godt fællesskab om det aktive liv. Det synes jeg, vi får på Rudegaard med god hjælp fra de mange input, vi har fået. Det er altid det muliges kunst i sådanne projekter, og jeg synes, at resultatet bliver godt", siger Kristine Thrane. 
 
Det samlede byggeprojekt er:
• Renovering af den hvide bygning
• Etablering af ny foreningsbygning til udendørsforeningerne
• Renovering af mødelokale 1 og 2 
• Forbedring af adgangsforhold fra krydset Kongevejen/Hørsholm Kongevej – herunder lys på sti til gående og cyklister til og fra krydset.
 
De nye rammer kan stå klar til indflytning i løbet af efteråret 2018. I ombygningsperioden vil foreningerne blive genhuset på matriklen i andre lokaler.