Indberetning af mestre for 2019

Det er blevet den tid på året, hvor Rudersdal Kommune modtager indberetninger om mestre for 2019. Alle der har vundet et mesterskab inviteres til den store idrætsfest i januar.

Rudersdal Kommune ønsker at hædre foreningernes idrætsmestre for deres resultater i 2019. Det sker fredag den 17. januar 2020 på Kulturcenter Mariehøj, hvor der kl. 16.00 er arrangement for de unge mestre til og med 16 år, og kl. 19.00 er der arrangement for de voksne mestre fra 17 år og ældre.

Hvem skal hædres?

Følgende mestre hædres:

Personer på 18 år og derunder, der har opnået ét eller flere af følgende resultater:

  • Landsdels- eller regionsmesterskaber i bedste række (A-rækken), danmarksmesterskaber, nordiske mesterskaber, europamesterskaber og/eller verdensmesterskaber såvel individuelt som for hold
  • Deltagelse i olympiske / paralympiske lege

Personer over 18 år, der har opnået ét eller flere af følgende resultater:

  • Et eller flere officielle danmarksmesterskaber i Danmarks Idræts-Forbunds regi, såvel individuelt som for hold
  • Officielle nordiske mesterskaber, europamesterskaber, verdensmesterskaber og/eller olympiske / paralympiske mesterskaber
  • Deltagelse i olympiske / paralympiske lege

Oplys venligst om foreningens mestre

Har din forening medlemmer, der har opnået ét eller flere af ovenstående resultater i 2019, skal vi bede om at oplysninger herom indsendes til Kultursekretariatet senest den 10. december 2019 via formularen, der er udsendt via mail til alle foreninger.

Vi udsender derefter, direkte til de indberettede mestre, en invitation til hædringsarrangementet.

Mestre der bliver indberettet efter den 10. december 2019, vil ikke blive inviteret til Idrætsfesten.

Vi er bekendte med, at ikke alle 2019-mesterskaber er afsluttet/afviklet endnu. Hvis det derfor ikke er muligt for din forening at indberette jeres mestre inden den 10. december 2019, så kontakt venligst Johnni Mosevang Christensen på JOCH@rudersdal.dk, og aftal nærmere.