Davis Cup i Rudersdal var en stor succes

Den første weekend i februar stod den på tennis på højt plan i Rudersdal, da Davis Cup tennislandskampene i Danmarks pulje blev afviklet. Dansk Tennis Forbund og Rudersdal Kommune samarbejdede om afviklingen af kampene i Danmarks pulje i Europa-Afrika zone, gruppe 2 og Birkerød Idrætscenter dannede de festlige sportslige rammer om Davis Cup opgøret mellem Danmark og Irland.

I en uge stod den helt ekstraordinært på tennis på Birkerød Idrætscenter. Det krævede, at der blev bygget en tennis bane til lejligheden. Kun takket være en række frivillige kræfter fra tre lokale tennisklubber var dette muligt. Det blev en god, spændende og sjov uge med tennis og frivillig kampgejst på højt plan.

Vedbæk Tennisklub, Holte Tennisklub og Birkerød Tennisklub havde alle en stor aktie i arrangementet ved at bistå tennisforbundet med rigtig mange frivillige gennem hele ugen - ikke mindst på de to kampdage var klubbernes medlemmer meget synlige.

I Rudersdal Kommune og hos Dansk Tennis Forbund har man nu evalueret Davis Cup weekenden og ser med stor glæde og tilfredshed tilbage på en veloverstået tennisbegivenhed af de store. Opbakningen til arrangementet var stor ligesom alle pladser blev udsolgt.

Klaus Nørby Jakobsen, Direktør i Dansk Tennis Forbundet kommenterer på arrangementet og siger:

”Det var en rigtig god landskamp, og spillerne var meget glade for den store opbakning. Det har været en ovenud fantastisk oplevelse, hvor omgivelserne, de frivillige samt Café Grundtvig har været med til at skabe optimale rammer”.

Fra Rudersdal Kommune og Kulturområdet lyder der en stor tak til de frivillige fra tennisklubberne.

Kulturchef Birgit Hoé Knudsen siger:

”Vi er stolte over jeres kæmpe indsats og glade for, at vi i Rudersdal har så mange entusiastiske foreningsfolk, som gør det muligt at være vært ved et arrangement som Davis Cup”.

I Rudersdal håber man, at det kan blive til flere af den slags begivenheder, hvor større sportsbegivenheder kan bidrage til at sætte kommunen på landkortet, sætte fokus på faciliteter og idrætsgrene samt skabe sammenhold på tværs af klubber og foreninger.

Det danske Davis Cup-hold spiller igen på dansk grund, når de 7.-8. april tager imod Egypten i Gentoftehallen.

 

Vil du selv spille tennis?

I Rudersdal er der en del tennisklubber - du kan også finde en nær dig. 

Kig i foreningsregistret og søg på aktivitet Tennis, så får du en liste over tennisklubberne i Rudersdal:

Foreningsregistret