Årets frivilligfest klar med program og billetter

Rudersdal Kommune fejrer hvert år frivilligheden ved en stor fest for næsten 200 frivillige på Kulturcenter Mariehøj.

Frivilligfest 2019 flyer

Fredag den 27. september kl. 17.45 – 21.00 inviterer Rudersdal Kommune igen i år til fest for alle frivillige i Rudersdal. Festen holdes på Kulturcenter Mariehøj på den nationale frivilligdag 'Frivillig Fredag'.

Frivilligfesten er tænkt som en anerkendelse af og en netværksmulighed for de mange frivillige, der gør et stort stykke arbejde i kommunen. Alle der er frivillige i Rudersdal, enten i en forening eller på egen hånd, er inviterede til frivilligfesten.

Traditionen tro vil aftenen byde på forkælelse af de frivillige i form af både underholdning, oplæg, spisning og uddeling af årets Frivilligpris, Talentpris, Ungdomslederpris og Kulturpris ved borgmester Jens Ive.

Frivilligt engagement og frivillig fællessang

I år vil direktør for Lokale- og Anlægsfonden, Esben Danielsen, holde oplæg om frivilligt engagement. Esben Danielsen er tidligere Innovationschef, udviklingsdirektør og talsmand for Roskilde Festival og vil dele ud af sin mange års erfaring med, hvad der skal til for at motivere, organisere og lede frivillige.

Aftenen byder bl.a. også på fællessang med den anerkendte komponist og korleder John Høybye, der gennem en årrække har været inspirationskilde for tusindvis af danske og udenlandske korsangere, der har sunget hans musik eller mødt ham som korleder.

Kom og netværk med andre frivillige til en hyggelig aften. Billetter er gratis og kan bestilles her:

Bestil billet